Gajolmanifestet 

Den første betingelse for at få succes
er at beslutte sig til at få det.

Det står der på min Gajolæske, som jeg lige har kværnet. Det er min nye bevidsthed.  Måske kunne det være rart med bare lidt succes, eller hey! Hvad med den helt store selvfede pakke?!
      Lækkert hår, toptunet stil, fast bopæl, job og funky venner!
      Eller... hvis nu alt dette føles tomt, hvad så med bare at kunne ha´ til dagen og vejen og nyde livet, føde børn og leve i fred med sig selv og sine om­givelser uden selvhad og skyldfølelser og konstant afmagt over for verdens uretfærdigheder?

Før var succes for mig jo lidt ligesom noget forbudt. Det var noget med at være lidt for selvfed og slikke magtens folk i røven. Disse her fede kapitalistsvin med deres dampende cigarer rullet af dollarsedler, stjålet fra indianerstammer og døende børn.
      Det var lidt cool at gi´ fingeren til alt autoritært og dernæst prøve at leve rent anarkistisk, også selvom man i perioder var på kontanthjælp og derfor, sjovt nok, var afhængig af systemet.
      Jeg havde på min elevdemokratiske skole studeret “Det kommunistiske manifest” af Karl Marx og gik bare og ventede på, at det kapitalistiske sy­stem skulle bryde sammen.
      Det skete åbenbart ikke. Hver dag var en skuffelse. Jeg blev træt af at vente, blev opgivende og bildte mig som femogtyveårig ind, at jeg ikke havde andre mål end disse to:

      At komme på dagpenge.
      At eje en blød frottébadekåbe med hætte.

Endnu federe og selvdestruktivt var det, hvis jeg så yderligere kunne spænde ben for mig selv og undgå disse mål, og det gjorde jeg.
      Jeg ejede ikke en badekåbe, men nøjedes med at røre ved en i Magasins badekåbeafdeling.
      Jeg kunne ikke holde på et fuldtidsjob i mere end et par uger ad gangen, så nok løntimer kunne jeg ikke spare sammen til at blive dagpengeberet­tiget.
      Jeg tegnede stadig til forlaget, men det var svært at få det hele til at løbe rundt.
      Galleri- og kunstverden havde jeg opgivet.
      Min tillid til mig selv og verden dalede til minus.
      Mit ambitionsniveau havde i min afmagt nået bunden, da jeg var til jobsamtale hos to chefer på Diskotek Blue Heaven. Fast opsat på at samle flasker.
      “Og hvad får dig så til at søge netop dette her job?” siger den ene chef og snurrer elegant frem og tilbage i halvcirkler i sin forkromede kontorstol. De ser begge cool og trendy ud. Har fået klippet og afbleget håret i sejt cut. Har hættetrøjer med diskotekets logo på.
      Jeg er åbenlyst nervøs. Kan næsten ikke sidde stille, men vrider mig konstant, da jeg har så mange smerter i ryggen.
      “Jeg har bare lyst til at arbejde på et diskotek, kan li’ stemningen og det fysiske i at samle flasker.” Jeg ryster så meget på stemmen af angst for, at de skal se ind til min usikkerhed, hvad de gør.
      De to kigger forundrede på mig. Sikke en forvirret taber! De checker min ansøgning og spørger videre, et par rutinespørgsmål. Så krydser de mig af som uegnet.
      Uegnet som flaskesamler. Hurra! Endnu end sejr for selvhadet!
      Er længe rystet over denne afvisning. Men hvad er det? Er jeg nu også offer for denne her statusangst, som florerer som virus på kloden?
      “Hvad skal jeg blive, så jeg i andres øjne kan falde heldigt ud?” Er pissebange for at blive en taber. “Taber!” runger det i mit hule kranie. “Taber!”, “Skod­tøs!”, “Forvirrede-Hippie-Taber!”.
      Falder så heldigvis over dette her orakel af en Gajolæske:   

Den første betingelse for at få succes
er at beslutte sig til at få det.