At redde verden,
når man nu ikke har andet at tage sig til

 Vi er lige gået ud af efterskolen. Sikke en befrielse. Lektiespændetrøjen er kastet, vi er frie og til det hele. Hey, kom an, store vilde verden! Vi kan klare det hele! Bare på med stiletterne og styr for vildt.
      Vi ligger tre tøser i en vandseng i en fremlejet lejlighed i Nordvest. Myrna hoster, hele sengen skvulper og holder os vågne. Myrna, Helle og jeg.
      ”Du laver orkan i sengen, Myrna! Kan du ikke lægge dig på gulvet!” Helle puffer irriteret til Myrna. Jeg fniser.
      ”Årh! Hold kæft!” vrænger Myrna og hoster videre. ”Tænk at bolle i den her vandpyt! Det er sgu da for ulækkert!”
      ”Der er jo slet ikke nogen modstand fra madrassen, det må føles som vandmænd, der knepper!” siger jeg. De to andre griner hæst.

 Vi var i byen i går. Inde på Floss og drikke tequilaer. Bagefter sneg vi os ind på U-matic. I baggården til diskoteket er der en port af jerngitter, der er låst. Som den mindste kunne jeg lige presse mig ind under den og lukke op for de andre. Så strøg vi ned ad bagtrappen og lige ind på dansegulvet. Vi stjal ølsjatter fra folks glas og blev temmelig fulde.
      Myrna dansede rigtig godt. Hun har de her flydende honninghofter og ka’ sine spin med hovedet, så det bare ser fedt ud. Helle dansede sin tunge sexmarch. Hun forvandledes til en karikatur af Marilyn Monroe. Hun skød læberne frem, sugede kinderne ind og lukkede øjnene sådan lidt halvt i. Som madding på krogen satte hun en cigaret fast på underlæben, så den hang skødesløst og dinglede, mens hun dansede.
      Jeg bevægede mig til rytmerne som en mystisk robot kontrolleret af en ufo fra det ydre rum.  Det vil sige, jeg kæmpede med min angst for nysgerrige blikke samtidigt med, at jeg gerne ville frigøre mig. Det lyder indviklet, og sådan så det vel også ud. Mine arme og ben væltede rundt som elektrisk spaghetti i chok.
      Jeg fik kysset på en kedelig fyr. Typisk mig. Han havde de her tiggende hundeøjne og en aura af desperation. Jeg syntes, det var så synd for ham, at han ikke kunne score, så jeg sponsorerede ham et kys. Hvor er jeg åndssvag.
      Jeg er sgu da ikke nogen scorepædagog. Heldigvis fik Helle og Myrna revet mig bort og med ind i en taxa, hjem. 

Madrassen skvulper igen som reaktion på Myrnas hoste.  Mit hoved føles som en slatten, våd fodbold. Jeg stiger op og slingrer ud i køkkenet. Lejligheden er møbleret med tårne af tomme pizzabakker fra ”Peppes Pizza”. Vi har vundet dem ved at svare rigtigt på musikspørgsmål i en lokalradioquiz. En pizza for hvert spørgsmål. Vi er så stolte over vores gevinst. Jeg varmer et stykke med tomat og ost på brødristeren og sætter en gryde med kakao over gasblusset.
      Det er så dejligt ikke at skulle forholde sig til indkøb og opvask. Ikke at skulle tænke på skoleræs eller krav fra forældre. Mit liv er en uendelig, lang sommer­ferie. Ingen overvågning, ingen grænser. Jeg elsker min nye frihed. 

I dag vil jeg farve mit hår multifarvet, bage banankage og høre Bowie-plader.
      Det er hele tre vigtige mål!
      Jeg sætter mig ud på toilettet og tænker over verdenssituationen. Al den disharmoni, vold og atombomber. Gu’ ved, om jeg kan redde verden på min måde? Redde den langsomt ved slet ikke at gøre noget?
      Hvis jeg nu står helt af, ikke vælger nogen uddannelsesinstitution? Ikke kører med på den kapitalistiske trædemølle og store forbrugsmaskine?
      Hvis jeg nu ikke spiser kød, men lever af ren planteføde?
      Hvis jeg nu genbruger alt og aldrig hidser mig op?
      Hvis jeg nu er helt vildt åben over for fremmede?
      Gu’ ved, om det vil kunne skabe en healende effekt på hele jordkloden? Jeg kan høre englekor i det fjerne. Metalengle. Som er himmelen af sølvpapir og englene af stål. Lyden er hidsig og rytmisk og nærmest hvinende. Det er en tyk engel lavet af aluminium, og den synger solo.
      Myrna og Helle banker på døren til toilettet.
      ”Hey, Søde! Brandalarmen er gået i gang, du har glemt din kakao ude på blusset, naboerne har lige været nede og klage, der er røg oppe i deres lejlighed!”
      Pis! Var englesoloen bare en brandalarm?
      Jeg skynder mig ud og hjælper med at åbne alle vinduer. Kakaoen er forvandlet til en brændt skorpe på bunden af gryden. Sikke en dramatisk røgeffekt! Passer godt ind i vores dagligdags cirkus og sikke en fin rekvisit til at redde verden med.  Det er et sikkert tegn på, at jeg er en af de udvalgte. ”Hey, Verden! Vågn op! Jeg kommer snart og redder dig!”