Anarkisten og pillen,
der tog min mentale mødom

Vi har lige mødt hinanden til en koncert med ”I live med orme”, hvor den smukke blege punksangerinde sang om, at hun var død og var i tvivl, om hun nogensinde havde været i live.
      Det var en totalt fed koncert, og det var et super sammentræf, at jeg skulle støde ind i ham den lækre halvintellektuelle, oprørske anarkist og bassist.
      Jeg er helt fortabt af beundring og ved godt inderst inde, at han ikke føler det samme.
      Det er egentlig også underligt, at jeg så pludseligt føler så dyb en fascination. Jeg kender jo knap nok manden. Har været sammen med ham en enkelt nat. Alligevel er jeg overbevist om, at han er for fed.
      Han har skæve tænder. Det forstærker min forelskelse totalt. Alt hvad der er skævt er fascinerende.
      Jeg har fået en LSD-pille af Maziar, en iransk eks­snigskytte. Jeg har aldrig prøvet det før, men er ved at gå til af nysgerrighed, og selvfølgelig skal min mentale mødom tages sammen med ham her, den interessante fyr med de skæve tænder.
      Det er han helt med på, uvidende om, at det er mit første møde med det kemiske stof.
      Vi sætter os i en rød nappasofa for at dele pillen i to. Jeg sluger med fryd min halvdel og kigger afventende på fyren. Han fjumrer og taber sit stykke på gulvet. Vi leder desperate på det mørke gulv, men kan ikke finde den lille stump.
      Jeg bliver rædselsslagen over at skulle opleve mit første trip med en total fremmed, som jeg er indbildt forelsket i, og ude foran spillestedet begynder jeg at græde og snakke om bad trip, paranoia og selvmordstanker.
      Anarkisten med de skæve tænder glor utålmodigt og irriteret på mig. ”Åh! Det der har jeg hørt tusind gange før, noget nyt?”
      Jeg bliver paf og skammer mig over min amatøragtige optræden og lader som ingenting, mens jeg desperat forsøger at blive klar i hovedet.
      Vi går hjem til ham, og han går efter cigaretter i kiosken, mens jeg går på toilettet.
      Toiletpapiret bliver til dragehoveder, der hvirvler ind over mig og binder min krop fast til tønden. Tegneserierne på gulvet bliver levende, og Anders And rækker tunge og mooner foran toiletdøren. Batman blokerer dørhåndtaget med en blodig kædesav, og Betty Boob langer ud efter mig med sine vampede negle.
      Endelig får jeg sparket døren op, befriet fra toiletpapiret.
      Anarkisten er kommet tilbage og virker stadig, som om han keder sig gevaldigt. Han går rundt og gaber og synes vist, at hans elskerinde er en tand for flippet. Men det er jo hans egen skyld, han kunne bare lade være med at tabe sin halvdel.
      Bange for at virke helt udknaldet, fortæller jeg ham ikke om mit eventyr på toilettet.
      I stedet griner jeg fuldkommen hysterisk, og da vi elsker i hans seng bliver mit grineanfald stadigt vildere. Stoffet i min hjerne er i fuld gang med at udvide grænserne for virkeligheden.
      Jeg synes omgivelserne forvandles hele tiden. Tiden går i stå og kommer tilbage. Nu er vi i Middelalderen, og anarkisten er en flot ridder i en gylden rustning. Så er vi tilbage, og han er forvandlet til en grim frø med vorter. Jeg griner og griner, og han siger pludselig surt og irriteret, at han har mistet lysten.
      Dagen efter skilles vi, og jeg ser ham to gange siden hen. På en bænk på Kongens Nytorv fortæller han mig, at han er forelsket i en anden. Flere år efter på Roskilde Festivalen, back stage i stjernebaren, fortæller han mig, at han egentlig synes, jeg er fed, og at han ville ønske, at jeg kunne komme til hans børns fødselsdage, men at det jo ikke går. Han vil i øvrigt gerne sponsorere nogle børn til mig.
      Mine meget dybe følelser for manden er efterhånden er blevet til en irriterende krampe i mit ene øjenlåg. Men jeg takker ham for at have været så venlig at være medaktør og låne mig sit toilet som scene under mit første, uheldige forsøg med bevidsthedsudvidende stoffer.